Mød FRI-TIDvennerne Julie og Bo

Når klokken slår 16 om onsdagen, så er der hygge på programmet for FRI-TIDvennerne Julie og Bo. De to har nydt godt af hinandens selskab i 1,5 år, og hver gang de mødes, har de altid noget nyt at fortælle hinanden.

De gode snakke var noget af det, Bo søgte hos en FRI-TIDven, og da Julie meldte sig som frivillig i Aalborg FRI-TID, var der hurtigt et match mellem de to! Og at Julie valgte at blive FRI-TIDven, var der en særlig årsag til:

”Jeg studerede også på det tidspunkt, og jeg ville gerne udfordre mig selv. Jeg ville lave noget, som jeg selv fik en masse positivt ud af – noget der gav mening, og som også kunne udvikle mig. At jeg så samtidig kunne blive frivillig for en, der søgte selskabet, det var jo bare et stort plus,” fortæller Julie, der til dagligt læser til socialrådgiver.

Et venskabeligt bånd og en frivillig følgesvend

Når de to FRI-TIDvenner mødes, glider snakken altid afsted, men det er ikke alt, de foretager sig sammen. De får også nogle kilometer kortlagt på ture i lokalområdet, de tager til Café FRI-TID (et månedligt, socialt arrangement for alle, der er engageret i Aalborg FRI-TID), koncerter, Høstfest, spiser ude og meget mere.

For Bo er det nemlig vigtigt at have en FRI-TIDven, der også vil med ud af huset. En der vil med til forskellige spændende aktiviteter. Og her er Julie det helt rette match! For hende er det nemlig også vigtigt at kunne være den frivillige følgesvend, der er med til forskellige aktiviteter.

Selvom de to FRI-TIDvenner gladelig fortæller om de forskellige oplevelser, de har sammen, så vender emnet hele tiden tilbage til de gode snakke og den relation, de har til hinanden:

”Der er mange gode ting ved at være FRI-TIDvenner, men jeg synes, at noget af det mest fantastiske er, jeg at virkelig føler, at jeg har fået en ven, som jeg bare kan være mig selv sammen med. Uanset hvilken dag jeg har haft, indtil jeg mødes med Bo, så går jeg herfra med et kæmpe smil på læben,” fortæller Julie, der tydeligt smiler op til begge øre bag mundbindet. Hun kigger over på Bo og tilføjer:

”Jeg synes, at det er fantastisk, at vi har dannet sådan et bånd”, hvilket Bo nikker genkendende til.

 

Mit bedste råd er: gør det!

Når Julie bliver spurgt om, hvorvidt hun vil anbefale andre at blive frivillig i Aalborg FRI-TID, er svaret soleklart: ”Ja for pokker! Helt sikkert. Mit bedste råd er: gør det! Det giver bare så meget igen. Der skal ikke så meget til, før det bliver meningsfuldt for en anden person og dig selv. Det handler bare om at være til stede og bruge tid sammen med hinanden.”

Bo bekræfter anerkendende, da han er helt enig.

Derudover fremhæver Julie vigtigheden af, at hun som frivillig ikke står alene med opgaven. Aalborg FRI-TID har været en del af matchet fra start, og det er væsentligt, pointerer hun:

”Aalborg FRI-TID passer rigtig godt på os frivillige. Selvom vi er til stede som en ven for en anden person, så har vi alligevel støtte fra Aalborg FRI-TID, og det er rigtig vigtigt.”

 

Når frivilligt arbejde og studieliv går hånd i hånd

At få FRI-TIDvenskabet til at fungere sammen med studielivet, og alle øvrige planer, er slet ikke en udfordring, fortæller Julie: ”Vi har en fast aftale om onsdagen klokken 16, fordi her ved jeg, at jeg har fri. Det er meget, meget nemt, fordi det netop ikke er et arbejde, hvor vi skal gøre noget på bestemte tidspunkter. Det koordinerer vi bare med hinanden.”

Noget af det, der måske kan afholde andre for at blive frivillig er ifølge Julie, at man kan være bange for at låse sig fast i et frivilligt arbejde i længere tid, og her er en vigtig pointe for hende, at man netop ikke forpligter sig på at skulle ses hver uge, men at det er meget fleksibelt.

Og selvom det at være FRI-TIDven er et frivilligt arbejde, så definerer Julie det ikke sådan: ”Jeg ser det ikke som et frivilligt arbejde men bare som min fritid, hvor vi mødes, snakker og har det godt.”